feb. 28, 2020 - Minuts læsningMinutters læsning

Spis dig til en sund mund

Du ved sikker allerede, at søde sager skader dine tænder, men vidste du, at der findes mad, der styrker dine tænder? Nedenfor kan du læse, hvilke fødevarer, der påvirker din mundsundhed positivt og negativt.
Indhold

Næsten alt du spiser skaber syreangreb

Sukker findes i næsten al mad, du spiser - men i forskellige mængder. På tændernes ydre sidder bakterier, der lever af sukker. Når de ”spiser” af sukkeret, dannes der er et restprodukt i form af ætsende syre. Det er det, vi kalder syreangreb. Hvis vi ikke får stoppet angrebet, kan det til sidst ætse hul i tanden. Med andre ord opstår det, vi kalder karies. 

Vi har et naturligt forsvar mod syreangreb, og det er bl.a. vores spyt. Spyt neutraliserer syren og gendanner pH-værdien i mundhulen, som forhindrer ætsningen. Det sure miljø i munden varer normalt cirka 30 minutter. Derefter tager det yderligere cirka to timer før spyttet har repareret skaden på tandoverfladen efter angrebet. Hvis tænderne hyppigt udsættes for syreangreb, har spyttet svært ved at neutralisere, og så øges risikoen for karies.

Mad med positiv indflydelse

Frugt og grøntsager som æble, gulerod og grøn salat er eksempler på fødevarer, der har en positiv indflydelse på mundsundheden. Disse fødevarer hjælper til at rengøre tænderne og fremmer spytproduktionen. Det samme gælder mejeriprodukter som mælk, ost og neutral yoghurt, som alle er basiske, hvilket neutraliserer syre. Med disse madvarer på tallerkenen får du med andre ord et sundere smil!

Tips! Spyttets mængde og kvalitet kan forbedres af, at man spiser mad, der skal tygges meget.

Mad med negativ indflydelse

Det, der skader vores tænder mest, er syre. Og syre findes ikke kun i sure fødevarer. Også sukker og kulhydrater omdannes til syre i munden og kan føre til syreangreb på tænderne. Sure fødevarer ætser tandoverfladen og kan føre til karies og syreskader.

Sodavand, slik, kage, korn og hvidt brød er eksempler på fødevarer, som indeholder meget sukker. Fødevarer med højt syreindhold, som kan forårsage syreskader, er eksempelvis citrusfrugter, juice, vin og energidrik. 

En god idé til at få en bedre mundsundhed er altså at undgå sukker og syre. Men der er også andre ting, du kan gøre for at passe på dine tænder gennem kosten. Nedenfor kommer vores bedste tips!

5 madvaner, der beskytter dine tænder

  1. Spis regelmæssigt og undgå at småspise. Tre store hovedmåltider og et eller to mellemmåltider med lavt sukkerindhold er en god tommelfingerregel. Husk, at spyttet skal være i stand til at neutralisere syreangrebet fra det forrige måltid, før det skal arbejde igen.

  2. Vent mindst en time med at børste tænder, efter du har spist. Hvis tænderne lige er blevet udsat for et syreangreb, risikerer du at børste den neutralisering væk, som din mund er i gang med at opbygge. Hvis du har madrester mellem tænderne, så brug en tandstik, indtil det er sikkert at børste med tandbørste.

  3. Tyg sukkerfrit tyggegummi lige efter måltidet. Tyggegummi øger spytproduktionen, men husk at vælge sukkerfrit tyggegummi. Sukkerfrit tyggegummi indeholder nemlig oftest Xylitol, der er en sukkeralkohol, som bakterierne i munden ikke kan nedbryde, hvilket betyder, at der ikke sker et nyt syreangreb. 

  4. Undgå tilsat sukker. Det er svært at undgå sukker fuldstændig, men prøv at minimere dit indtag af produkter med meget tilsat sukker. Et tip er at kigge på varedeklarationen. Hvis sukker er højt oppe på ingredienslisten, så er der meget sukker i produktet. Tænk også over, at sukker kan mærkes som eksempelvis glukose, fruktose og honning.  

  5. Fluor er godt. Gennem en god mundhygiejne holder du tandoverfladen ren for bakteriebelægninger. Børst tænderne mindst to gange om dagen, og husk at gøre rent mellem tænderne inden tandbørstning eller ved behov. Fluortandpasta er at foretrække, da fluor styrker tandens emalje og gør den mere modsandsdygtig over for syreangreb.


Indholdet som præsenteres her, er beregnet til at fremme generel viden om oral sundhed og kan ikke tilsidesætte professionel anvisning eller medicinsk diagnose. Konsultér altid læge, tandlæge eller apotekspersonale i tilfælde af sundhedsproblemer.